Hvorfor er det så svært at tage imod fra Gud? — Og hvordan beder vi ham om visdom?
- Mike Roberts

- for 2 dage siden
- 7 min læsning

En kort refleksion for alle, uanset om du har fulgt Jesus i årtier eller blot er nysgerrig efter at vide, hvem han er. Alle bibelcitater er fra Den Danske Bibel, 1992 (DA92).
Af Mike Roberts
Den mærkelige vanskelighed ved bare at tage imod
Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men det er svært for os mennesker bare at tage imod fra Gud. En gave bliver tilbudt, helt frit, og alligevel er der noget i os, der tøver.
Når jeg ærligt ser på den tøven, finder jeg mindst tre rødder.
1. Stoltheden vil ikke indrømme, at vi ikke har fortjent det
Den første er stolthed. Stoltheden nægter at erkende, at vi ikke fortjener eller har nogen ret til det, Gud tilbyder. Den vil gerne have betalt for det, fortjent det. Men Bibelen fremstiller Guds største gave som netop det: en gave, ikke en løn.
»For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.« — Romerne 6,23
(»Synd« betyder her, at vi vender os bort fra Gud — de måder, hvorpå vi ikke lever op til Guds fuldkomne standard. Verset stiller det, vi fortjener, døden, over for det, Gud ganske enkelt giver, livet.)
2. Nogle gange er vi bange for, hvor meget vi har brug for ham
Den anden rod er det modsatte af stolthed: frygt. Når vi endelig ser, hvor dybt vi har brug for det, som kun Gud kan give, kan det føles skræmmende at indrømme det. Det betyder, at vi ikke er selvtilstrækkelige. Jesus beskriver vores afhængighed så klart, som det næsten kan siges:
»Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.« — Johannes 15,5
(At »blive« betyder at forblive tæt forbundet — at blive hos ham, ligesom en gren forbliver forbundet med vintræet. En gren, der bliver skilt fra vintræet, kan ikke bære noget; Jesus siger, at det samme gælder os, når vi er adskilt fra ham.)
3. Vi ønsker ikke at stå i gæld til nogen
Den tredje rod er mere subtil. Hvis jeg virkelig har taget imod frelsen som en gave og ikke som noget, jeg selv har arbejdet for, betyder det så, at jeg nu på en eller anden måde er i gæld til Gud? Jeg har ikke lyst til at skylde nogen noget. Jeg troede, det skulle være gratis!
Bibelen forklarer, at stoltheden i sig selv er malplaceret, fordi vi i første omgang har modtaget alt, hvad vi har:
»For hvem giver dig nogen særstilling? Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?« — 1 Korinterne 4,7
En ægte gave skaber ingen gæld; det er netop det, der gør den til en gave! Det, den gør, er at fjerne vores grund til at prale. Når du indser, at alt godt i dit liv, helt ned til dit næste åndedrag, er blevet givet dig, er der ganske enkelt ikke længere noget at være stolt af. Og det viser sig at være en lettelse, ikke en byrde.
Den indstilling, der åbner døren: Tag imod som et barn
Så hvordan kommer vi forbi stolthed og frygt? Jesus peger på et uventet forbillede — et lille barn:
»Jesus sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud;« — Markus 10,15
Tænk på, hvordan et barn tager imod en gave. Der er ingen beregning af, hvad barnet skylder, ingen såret stolthed, ingen mistænksomhed. Barnet tager bare imod med åbne hænder og glæde. Det er den indstilling, Jesus inviterer os til. Ikke at fortjene. Ikke at betale tilbage. At tage imod.
Hvordan får vi visdom? (Et spørgsmål, der er værd at dvæle ved)
Lad os anvende alt dette på noget konkret: visdom. Hvordan får vi den egentlig? Ordsprogenes Bog giver et svar, som i første omgang lyder, som om det løber i ring:
»Visdom først og fremmest! Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer.« — Ordsprogene 4,7
Læs det igen. For at blive vis skal du skaffe dig visdom, og ved at skaffe dig visdom skal du få indsigt. Hvis du er som mig, lyder det som et cirkulært argument: Du har brug for visdom for at få visdom.
Du vil støde på mange af disse tilsyneladende paradokser, når du vandrer med Gud. De er ikke blindgyder. De er invitationer til at se dybere.
Hvorfor Gud ikke skal være let at gennemskue
Noget af det, der foregår, er ganske enkelt, at Gud er større, end vi kan forstå ... med vilje:
»For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.« — Esajas 55,8–9
At blive en efterfølger af Jesus er at træde ind i et forhold til universets Skaber. Det ville være en smule skuffende, hvis du kunne forstå ham fuldt ud fra den første dag. Den Gud, der har skabt alt, må da have større dybde end det! Det har han. Og i stedet for at holde os udenfor inviterer han os indenfor: til at stille spørgsmål, søge hans vejledning og blive ved med at få større forståelse fra ham gennem hele livet.
Hvordan kender vi sandheden? Vi spørger
Jesus knyttede frihed direkte sammen med at kende sandheden og kende ham:
»Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: 'Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.'« — Johannes 8,31–32
Så hvordan kommer vi til at kende sandheden? Det enkleste svar går igen gennem hele denne refleksion: Vi spørger. Vi holder op med at forsøge at fremstille visdom på egen hånd og beder om den fra ham, der har den.
Et vidne, der lærte dette på egen krop: Jakob
Tænk på Jakob, forfatteren til det nytestamentlige brev, der bærer hans navn. Jakob var også Jesu halvbror (samme mor, Maria, men forskellig far, Josef). Og alligevel begyndte han ikke med at tro:
»For ikke engang hans brødre troede på ham.« — Johannes 7,5
Af alle de mennesker, der burde have genkendt, hvem Jesus var, havde Jakob en plads på første række og så det alligevel ikke i begyndelsen. Men på et tidspunkt ændrede det sig, og han kom til at kende sandheden. Måske er det netop derfor, han var så insisterende, da han senere skrev:
»Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.« — Jakob 1,5
(»Uden bebrejdelser« betyder uden at skælde ud, gøre dig skamfuld eller holde det imod dig.)
Jakob havde personligt erfaret en Gud, som giver visdom rundhåndet og ikke kaster din fortid tilbage i ansigtet på dig. Hvis nogen vidste, at Gud ikke holder din langsomme vej til tro imod dig, var det den bror, der selv var langsom til at tro.
Gud giver uden at holde noget imod dig
Det sidste punkt er værd at dvæle ved, fordi det netop er det, vores stolthed og frygt tvivler på. Når du kommer til Gud for at spørge, står han ikke der med korslagte arme og tæller dine fejl. Det gennemgående billede i Skriften er en Gud, der længes efter, at du vender dig til ham.
»Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.« — Lukas 15,7
(At »omvende sig« betyder ganske enkelt at vende om — at ændre retning og vende tilbage til Gud.)
»Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.« — 2 Peter 3,9
»[Herren] som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.« — 1 Timoteus 2,4
Det er ikke en ny idé, som først bliver føjet til i slutningen af Bibelen. Helt fra begyndelsen har Gud bedt mennesker om at vende sig til ham og leve:
»Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet. Vend om, vend om fra jeres onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?« — Ezekiel 33,11
Så kom — og spørg med frimodighed
Når man lægger det hele sammen, er invitationen bemærkelsesværdigt åben. Du behøver ikke at gøre dig fortjent til at komme ind. Du behøver ikke først at få styr på dig selv. Du behøver ikke være bange for at stå i gæld, og du behøver ikke have forstået det hele, før du nærmer dig.
»Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.« — Hebræerne 4,16
(»Nåde« betyder ufortjent godhed: en gave, der gives frit. »Nådens trone« er et billede på Guds nærvær, hvor denne godhed gives.)
»Så kom, brødre og søstre (og alle, der læser dette og blot er nysgerrige), og nærm jer. Kom som et barn, med åbne hænder. Bed om visdom. Og stol på, at vores Far er den, 'som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den'« (Jakob 1,5)
Endnu et bonusvers fra Jakob:
»Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.« — Hebræerne 11,6
Det vigtigste at tage med
Det er virkelig svært for os at tage imod fra Gud — som regel på grund af stolthed (vi vil gerne fortjene det), frygt (det føles sårbart at indrømme, at vi har brug for ham) eller en modvilje mod at skylde nogen noget.
Guds største gave er gratis (Romerne 6,23). En ægte gave skaber ingen gæld; det, den fjerner, er vores grund til at prale, fordi alt, hvad vi har, i første omgang er noget, vi har modtaget (1 Korinterne 4,7).
Måden at tage imod på er som et barn — med åbne hænder og uden beregning (Markus 10,15).
Visdom kan lyde cirkulær (»skaf dig visdom for at få visdom«, Ordsprogenes 4,7), men løsningen er relationel: Gud er større end vores forståelse (Esajas 55,8-9), og han inviterer os til at blive ved med at spørge.
Vi kommer til at kende sandheden ved at spørge (Johannesevangeliet 8,31-32).
Gud giver visdom rundhåndet og uden bebrejdelser — han gør dig ikke skamfuld og holder ikke din fortid imod dig (Jakob 1,5). Jakob, Jesu halvbror, lærte dette på egen krop efter selv at have været vantro i begyndelsen (Johannes 7,5).
Gud er ivrig, ikke tilbageholdende — han har ikke behag i menneskers undergang, men længes efter, at mennesker vender sig til ham og lever (Lukas 15,7; 2 Peter 3,9; 1 Timotheus 2,4; Ezekiel 33,11).
Invitationen: Kom med frimodighed og spørg (Hebræerne 4,16).


Kommentarer